TØR DU DROPPE POWERPOINTEN?

 

Du er lige kommet tilbage fra juleferie og har sat dig godt tilrette med en kop kaffe. Klar til at høre din chef præsentere virksomhedens strategi for 2022 ledsaget af en 30-siders PowerPoint fyldt med buzzwords, vækstmål og guldkorn om virksomhedens mission. Hvilken tanke fylder dit hoved?

Lad mig gætte: Slutter det aldrig?

Sandheden er, at på en lang dag fyldt med PowerPoint-præsentationer lader de fleste tankerne flyve undervejs, og mange går derfra uden for alvor at have lært eller erkendt noget. Uanset om det er den årlige strategi eller et gængs møde med kunder og kollegaer.

Resultat: Business as usual

Mange mennesker fokuserer ofte alt for lidt på form, når de holder præsentationer for andre. Og hvor opgaven synes at være, hvordan man med en tragt kan hælde mest mulig viden ned i hjernen på modtageren. Frem for at aktivere og involvere. Derfor giver jeg her mine tips til at lave en god præsentation.

Gakkede øvelser med en faglig agenda

Min erfaring er, at det betaler sig at bruge tid på, hvordan dine budskaber skal leveres. Jo, du kan godt lave en ryste ben- eller ilt til hjernen-øvelse undervejs for at opkvikke forsamlingen, men hvorfor bruge tid på det, når du kan lave øvelser, der gør, at dine budskaber rent faktisk huskes?

I Morsing har vi fået en ny religion, der netop gør op med alenlange PowerPoint-præsentationer til interne strategidage, kursusdage og kickoffs. Hvor alle medarbejdere i stedet involveres, hoved, hjerte, og krop røres, erkendelser opstår, og motivationen og kreativiteten tændes.

Lad mig komme med et par eksempler på øvelser, som ved første øjekast lyder gale, men hvis jeg selv skal sig det, faktisk er ret geniale. For der er en faglig agenda bag.

20 spørgsmål til professoren

“20 spørgsmål til professoren” er en øvelse, der giver ejerskab over virksomhedsstrategien. I skiftes til at være professor i små grupper, med professorhat og -briller på (selvfølgelig). Professoren SKAL svare på gruppens spørgsmål om strategien, der er blevet præsenteret. Bagefter svarer ledelsen som ’over-professor’ på de svære spørgsmål. Medarbejderne får på den måde en ventil til at lufte deres bekymringer uden at skulle udstille sig selv, og ledelsen får indblik i, hvor skoen trykker. Et godt redskab til at trykteste og kickstarte jeres virksomhedsstrategi.

Fællesmeditation

En anden øvelse er en fællesmeditation (yes, du læste rigtigt), hvor vi lader maskerne falde, tænder stearinlysene, slapper af, mærker efter og reflekterer over virksomhedens nye strategi og alle de input, vi har fået i løbet af dagen.

Formålet med denne øvelse er mere møntet på individet og den personlige udvikling. Medarbejderne vælger hver især et must-win: Hvilken personlig eller faglig forandring SKAL jeg lykkes med? Bagefter deler vi. Det lyder lidt føle-føle-agtigt, men det virker. Øvelsen går lige i hjertet på selv de mest skeptiske. Det er i hvert fald vores erfaring. Og det bedste af det hele er, at de går fra mødet og kan huske, hvad der blev sagt. For det kom også til at handle om dem.

Så hvad med at tage springet og droppe PowerPointen næste gang, du skal præsentere noget større?

Kontakt en af vores kommunikationsrådgivere, hvis du vil træne din præsentationsteknik eller tage din workshop til nye højder i 2022.

 
Forrige
Forrige

TJEKLISTE TIL BEDRE VIDEOER MED SMARTPHONEN