Kom i gang med annoncering på LinkedIn

 

Der er kamp om vores opmærksomhed online, og værdifuldt indhold er vigtigere end nogensinde før. Godt indhold, der engagerer modtagerne, giver dig et forspring, men dit indhold kan få et ekstra skub med på vejen ved at bruge annoncering. Måske har du en nyhed, som skal ramme en helt bestemt målgruppe, der endnu ikke følger din organisation, eller måske ønsker du at udbrede kendskabet til jeres brand med annoncering på LinkedIn?

 

LinkedIn er i konstant udvikling, og der kommer hele tiden nye muligheder og funktioner, der giver grobund for optimering af din strategi. Arbejder du strategisk med LinkedIn, ved du helt sikkert, at især algoritmerne spiller en stor rolle for dine resultater, da de påvirker dit engagement og reach.

 

LinkedIn belønner engagement med antal visninger, og algoritmen bestemmer, hvilket indhold der fylder, det vil sige, at indhold med højt engagement tildeles plads. Og det er her, at annoncering kommer ind i billedet. Med annoncering på LinkedIn har du nemlig mulighed for at målrette dit indhold til lige netop dem, som er relevante for din virksomhed. Og med mere end 2,6 millioner danske brugere, har du direkte adgang til en enorm målgruppe.

 

Så hvordan gør man? Det får du svar på her, hvor du får helt konkrete tips til at komme i gang med annoncering på LinkedIn.

 

Step-by-step guide til annoncering på LinkedIn

Det allerførste du skal gøre, er at åbne Campaign Manager via LinkedIn. Du finder Campaign Manager ved at klikke på Arbejde i højre hjørne og herefter Annoncer. Herefter opretter du en ny kampagne, navngiver den, og så er du ellers klar til at komme i gang med annoncering. Annonceringsværktøjet Campaign Manager guider dig igennem alle de nødvendige steps. Det er smart. Men hvordan udfylder man så lige alle informationer, og hvad skal du tage stilling til? Læs med og bliv klogere.

 

Målsætning

Det første step er at opsætte en målsætning. Hvad er det, du ønsker at opnå med din kampagne, og hvad ønsker du, at din målgruppe skal foretage sig? LinkedIn optimerer nemlig kampagnen ved at vise din annonce til netop de modtagere, som er mest tilbøjelige til at foretage den ønskede handling, fx at interagere med opslaget. Og målsætningen påvirker også, hvilke annonceformater, du senere har mulighed for at vælge imellem.

 

Du kan vælge mellem tre overordnede målsætninger: Kendskab, overvejelse og konvertering. Så hvad er dit mål? Øget brand awareness? Mere trafik til dit website? Eller flere interaktioner med din målgruppe?

 

Målgruppe

Næste step er at vælge hvilken målgruppe, du ønsker at nå med din kampagne. Og her er der en lang række kriterier at vælge imellem. Du kan fx målrette din kampagne til at nå folk, der har besøgt din hjemmeside.

 

Vælger du at oprette en ny målgruppe fra bunden, får du her mine bedste tips. Udover at vælge beliggenhed for din målgruppe, bør du maksimum udfylde 2-3 kriterier, fx brancher, virksomheder, jobtitler, kompetencer eller antal års erfaring. Det vil forbedre rækkevidden for dine annoncer. Og du kan vælge lige så mange underkategorier, som du har lyst til, da det blot vil udvide din målgruppe yderligere.

 

Husk, at det antal, som LinkedIn angiver ude i højre side, ikke indikerer hvor mange din kampagne vil ramme, men i stedet hvor mange, der er i din målgruppe. Målgruppestørrelsen skal være mindst 300 for at LinkedIn kan vurdere din kampagnes effekt, men vi anbefaler, du går efter minimum 50-60.000 medlemmer i din målgruppe.

 

Tip! Vælg altid sprog på engelsk, da dette også vil inkludere danske profiler. Hvis du vælger sprog på dansk, afgrænser du din kampagne til udelukkende at ramme brugere på LinkedIn, der har deres indstillinger på dansk. Og faktisk vælger rigtig mange at have deres indstillinger på engelsk.

 

Tip! Vælg aldrig kategorien Demografi. LinkedIns algoritmer antager, at du segmenterer på en diskriminerende måde og ”straffer” derfor opslaget, hvilket kan betyde, at din annonce får færre visninger.

 

Annonceformat

Nu skal du vælge formatet på din annonce. Du kan vælge mellem seks formater, men vær opmærksom på, at det som du tidligere valgte som målsætning har påvirket, hvilke formater du kan vælge nu. Hvis du fx valgte videovisninger som målsætning, giver det sig selv, at du kun kan vælge videoannonce som format. Og apropos videoer – de virker faktisk! Vi er 20 gange mere tilbøjelige til at dele en video, og vi bruger i gennemsnit 3 gange længere tid på videoer sammenlignet med statisk indhold.

 

Placering

Boksen LinkedIn Audience Network er tilvalgt som default. Det betyder, at du kan nå ud til 25 procent flere i din målgruppe ved at annoncere på LinkedIn og deres partneres apps og websteder. Men det betyder også, at du ikke ved, hvem du ender med at eksponere dine annoncer for. Vores anbefaling er derfor, at du fravælger denne mulighed.

 

Budget og tidsplan

Du skal opfatte LinkedIns prissætning for annoncering som en auktion. Men dit bud er ikke nok til at sikre dig en sejr. LinkedIn bruger det, der hedder Relevans Score, som dækker over, hvordan din virksomheds tidligere opslag har præsteret. Og en høj Relevans Score sammen med højeste bud øger dine chancer for eksponering. Hvilket vil sige, at jo mere relevant dit indhold er, des billigere bliver det at nå din målgruppe. LinkedIn belønner altså godt indhold!

 

Den virksomhed som byder højest, vil opnå den største eksponering. Og som vindende virksomhed ender du ikke med at betale dit første bud, men blot det beløb som er højt nok til at slå de andres bud.

 

Hvor meget kontrol vil du have over dit annoncebudget? Du kan vælge mellem om du ønsker at afsætte et dagligt beløb, eller et samlet budget for kampagnen. Jeg vil altid anbefale sidstnævnte. Et samlet budget sikrer dig, at din annonce ikke tager fart, og du ender med at tømme hele virksomhedens annoncebudget på én kampagne. Sæt også altid både en start og slutdato på annoncen af samme grund.

 

Læs mere om priser for annoncering på LinkedIn lige her: https://bit.ly/2u2lgy5

 

Konverteringssporing

Ved hjælp af LinkedIns konverteringssporing har du mulighed for at tracke, hvad brugerne gør, efter de har klikket på din annonce. Det er smart. Men før du kan benytte værktøjet, skal du først tilføje LinkedIns Insight Tag på dit website. Det finder du i kampagneadministrator under Kontoressourcer og herefter Insight Tag.

 

Opret annoncer

Så er du nået til vejs ende i opsætningen af din kampagne, og tiden er nu inde til at oprette dine annoncer. I hver kampagner bør du altid have fire unikke annoncer, for at undersøge, hvilket indhold der performer bedst. Variér dine annoncer i forhold til fx introtekst, overskrift, video og billede. Efter en uge kan du tjekke, hvordan dine annoncer har præsteret og sætte den annonce med lavest engagement på pause. Det vil over tid være med til, at du vinder flere auktioner, da det er med til at forbedre din Relevance Score.

 

Sådan! Så er det bare med at komme ud over stepperne. Og i bund og grund handler annoncering på LinkedIn om tests og relevant indhold. Prøv dig frem og se, hvad der fungerer for netop din målgruppe, og juster din indsats løbende.

 

God fornøjelse!