Mor, er du sur?: Om brugen af emojis i virksomheds-kommunikation

 

Er det en god ide at gøre brug af emojis i skriftlig virksomhedskommunikation anno 2020? Morsing har sat sin mest gnavne kommunikationsrådgiver til at levere svaret.

 

Jeg talte for nylig med en mor om udfordringerne ved at være forælder til en teenager. Hun fortalte, at hendes 14-årige datters SMS’er konsekvent er fulde af smileyer, katte, frugter og håndtegn, mens moderen ofte ikke gør brug af emojis i sine beskeder. Når det sker, er datterens reaktion hver gang den samme. Hun ringer straks sin mor op og stiller spørgsmålet: ”Er du sur?”. Sådan helt oprigtigt.

 

Situationen kan vel bedst beskrives som et sammenstød mellem generationer. Den ene er vant til at supplere skriftlige budskaber med tydelige indikationer på stemning, og den anden er ikke. Hvilket skaber misforståelser og fejlkommunikation.

 

Sådanne misforståelser hører ikke kun til i kommunikationen mellem mor og teenager, men også i professionel virksomhedskommunikation. Her er antallet af emojis på sociale medier, i nyhedsbreve og i almindelige mailkorrespondancer stærkt opadgående, hvilket kan føre til lignende udfordringer. Fordi jeg godt kan lide at få nuancerne med, følger jeg løbende med i den tilgængelige viden på området. Jeg kan konstatere, at der er forskningsmæssig dækning for at konkludere, at en virksomheds budskaber på sociale medier bliver læst mere og opfattet mere positivt, når der bliver gjort brug af emojis. Det viser blandt andet en gennemgang af 31 millioner tweets på University of Cambridge.

 

Derudover fortæller min egen logik mig, at emojis kan være med til at personliggøre budskaber og få dem til at fremstå mere oprigtige. Det giver også mening, at emojis kan fungere som blikfang og placere afsenderen i øjenhøjde med sin målgruppe frem for at virke stiv og firkantet. Jeg forstår også, at vi i den skriftlige kommunikation mangler kropssproget og har svært ved at afkode for eksempel ironi, hvorfor emojis kan være med til at præcisere budskaber og formidle en stemning. Som i eksemplet med mor og teenagedatter.

 

Alligevel er jeg ikke overbevist. For eksempel har ovennævnte studies fokus på Twitter den naturlige begrænsning, at det i sagens natur ekskluderer de millioner af mennesker, som aldrig har sendt et tweet og aldrig kommer til det. Rundt regnet folk på min alder og derover.

 

Jeg er 45 år og er ikke vokset op med emojis. Jeg gør brug af smileyen, thumbs up og i særlige tilfælde noget med hjerter. Vel at mærke efter flere års tilløb og primært i personlige SMS-beskeder. Jeg bliver irriteret, når mine omgivelser bruger den såkaldte grine-emoji. Det er den, der græder af grin. Særligt når det sker for at understøtte egne åbenbart hysterisk morsomme pointer. Endnu værre bliver det, når grine-emojien bliver brugt til at udstille andre menneskers uvidenhed på sociale medier. Og hvorfor i øvrigt indsætte fem ens grine-emojis lige efter hinanden? Det virker fem gange så irriterende.

 

Det er selvfølgelig en detalje. Jeg overlever nok venner og families virtuelle skrigen af grin i private sammenhænge. Situationen er imidlertid en ganske anden, når det kommer til den professionelle virksomhedskommunikation. Dog har jeg også her svært ved at tage det seriøst, når virksomheders budskaber bliver akkompagneret af små spøgelser, lagkager og aber, der holder sig for øjnene. Hvor utjekket og gammeldags det end må lyde.

 

Uanset hvad man personligt mener om emnet, skal man som virksomhed være opmærksom på, at der over for den modne aldersgruppe er en udpræget sandsynlighed for, at brugen af emojis kan virke poppet, uprofessionel og leflende. I bedste fald overflødig. Og arbejdsmarkedet er vel at mærke fyldt med mennesker, der er ældre end mig. Se bare på Brian Holm, der for få dage siden kaldte TV 2 for ”fucking fladpander” efter en Facebook-opdatering, hvor TV 2 brugte en emoji til at illustrere en historie om en cykelrytter, der angiveligt svævede mellem liv og død efter et voldsomt styrt i årets Tour de France. Upassende, mente Brian Holm. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

 

Faktisk er der også forskningsmæssig dækning for mit synspunkt. Et studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Social Psychological and Personality Science påviser, at brugen af emojis i e-mails sendt mellem virksomheder i højere grad leder modtagerne til at opfatte afsenderen som uprofessionel og inkompetent, end hvis der ikke bliver gjort brug af emojis.

 

Min personlige konklusion er, at brugen af emojis i virksomhedskommunikation er 100 procent afhængig af målgruppen og mediet. Sådan er det ofte med kommunikation, men det gælder i særlig grad, når der som her er tale om et emne med så afgrundsdyb kulturel forskel på generationerne. For en virksomhed kan emojis sagtens give værdi, men de kan lige så nemt give bagslag. Under alle omstændigheder risikerer virksomheder at tale ned til (dele af) sin målgruppe. Og uanset alder og ståsted vil det udfald altid være et kommunikativt no-go.

 

Kat med kyssemund. Pil rammer dartskive. Fist bump.

 

Læs også: Sådan skriver du den perfekte LinkedIn-artikel