PORTRÆTTET, DER ALDRIG FANDT STED

Når virkeligheden begynder at vakle.

I takt med at kunstig intelligens skubber til grænserne for, hvad vi kan forestille os – og, for den sags skyld, tro på – bliver spørgsmålet om virkelighedens betydning stadig mere påtrængende.

Seneste skud på AI-stammen, ChatGPT-4o, har tilføjet endnu et lag til den digitale palet: Billedgenerering. Nu med en præcision og æstetik, der får én til at blinke en ekstra gang og spørge: Er det her virkelig skabt ud af ingenting?

Svaret er ja – og det er imponerende.

På få sekunder kan man, med den rette prompt, frembringe et portræt af en kvinde, der aldrig har levet, stående i et lys, der aldrig har ramt nogen hud, i en baggård, der aldrig har eksisteret.

Billedet er smukt. Overbevisende. Næsten ægte.

Men det er også tomt.

Mennesket

Hos Morsing arbejder vi hver uge med pressebilleder, der bringes i medier i forbindelse med vores kunders udgivelser, lanceringer og begivenheder. Det er ikke bare billeder af mennesker – det er billeder med mennesker.

Fotografiet handler for os ikke om at ramme det perfekte lys eller den rette farvebalance (selvom det naturligvis tæller). Det handler om nærvær. Om at være til stede i rummet, hvor noget sker. Om at mærke det, man forsøger at fastholde.

Der er en særlig ydmyghed i at stå over for et andet menneske og forsøge at indfange en brøkdel af deres væsen. Den slags kommer ikke med et klik og en prompt. Det kommer med tid, med respekt – og med en erkendelse af, at vi ikke kan kontrollere alt.

Ikke kunst – men kontekst

Mange af de billeder, vi tager, har ikke et klart kunstnerisk mål. De skal ikke udsmykke gallerier. De skal ikke indrammes.

De skal bruges. De skal understøtte et budskab og give ansigt til en historie. Og netop derfor er det afgørende, at de er forankrede i virkeligheden.

Dokumentation kræver deltagelse

For hvordan kan man stå på mål for noget, man aldrig har været vidne til? Hvordan dokumenterer man noget, man har opfundet?

Vi tror på, at dokumentation kræver deltagelse. At man må være dér, hvor det sker – ikke blot forestille sig, hvordan det kunne se ud.

Teknologi er et værktøj – ikke et vidne

AI-billeder kan meget. De vil uden tvivl få en plads i fremtidens visuelle kommunikation. De kan inspirere, skabe stemninger, understøtte idéer og åbne nye æstetiske udtryk.

Men de kan ikke erstatte det blik, der opstår, når to mennesker mødes i et kameraobjektiv. De kan ikke høre pausen mellem to sætninger. De kan ikke mærke det anspændte smil, når en direktør stiller sig op til sin første fotosession. Og de kan ikke huske, hvordan regnen faldt den dag, vi tog billedet – eller hvordan det føltes at stå dér.

Vi er ikke romantikere. Vi bruger teknologi. Vi beskærer, justerer, retoucherer. Men vi gør det med afsæt i noget virkeligt. Noget, vi har været til stede i. Fordi det stadig betyder noget.

Vi er nu kommet til et punkt hvor AI-billeder er så overbevisende, at vi ikke længere kan se forskel. Hvor vi kigger på et portræt og ikke aner, om det forestiller et menneske – eller et digitalt ekko.

Nu  er det vigtigere end nogensinde at kunne sige: Her var jeg. Det så jeg. Det skete.

Derfor fotograferer vi ikke bare for at vise, hvordan noget ser ud. Vi fotograferer for at huske, hvordan det føltes at være der. Det er forskellen på et billede og et vidne. Og vi vælger det sidste.